Da Storebror var 5 mdr. læste jeg på nettet om EC - elimination communication. Jeg købte straks en bog og gik i gang. Det vakte interesse hos mange, og Politiken valgte at skrive en stor artikel om det, hvilket udbredte kendskabet endnu mere til det, jeg dengang fejlagtigt oversatte til blefri baby. Jeg siger fejlagtigt, fordi jeg nu, hvor jeg har langt mere erfaring, mener at det endda er særdeles smart i vores klima at bruge ble, selvom man bruger EC.
Først lidt om EC: I mange dele af verden er ble totalt ukendt. Her gør man, som man altid har gjort: holder barnet ud fra sin krop, når det skal eliminere (altså tis eller puba, ik?). Det gør man så, når man ser/fornemmer, at barnet skal til at gøre det. Hvordan kan det så lige lade sig gøre, siger du måske? I modsætning til hvad nogle mindre vidende personer vil bilde os ind, kan børn lige fra fødslen mærke, hvornår de skal det ene og det andet. Det giver de udtryk for på en eller anden måde, ofte ved sammentrækning i kroppen eller med lyd. Når man kan se, hvordan ens barn reagerer, før det eliminerer, er det jo en smal sag at tage barnet ud på toilettet, så det kan gøre det ned i vasken eller toilettet. Jeg skal lige her understrege, at hvis barnet oplever, at der ikke reageres på dets signal om, at det altså skal på toilettet, vil det ophøre med at signalere! På samme måde vil et barn, der græder for at blive taget op holde op med at græde på et eller andet tidspunkt, når det oplever, at dets behov ignoreres...
Hvorfor
Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan man gør og har før i tiden svaret, at folk bør læse om emnet, før de kaster sig ud i noget. Det mener jeg ikke længere - jeg mener, at det eneste, man bør vide, er hvorfor man gerne vil gøre det. Der er typisk 3 grunde til, at folk gerne vil prøve:
- Barnet bliver tidligere renligt.
- Man kan spare en masse på bleer, og i tøjvask af stofbleer
- Man har mulighed for at reagere på et signal og behov hos barnet
Til det har jeg følgende at sige:
- Hvis du gerne vil det her, fordi du ville synes det var dejligt at have et barn, der er tidligt renligt af den ene eller den anden grund - GLEM DET! Det kan overhovedet ikke garanteres, og det er altså ikke ligefrem lettere at skulle løbe på toilettet, somme tider med meget korte mellemrum, fordi barnet skal tisse, end at smække en ble på :-)
- Hvis du vil bruge EC, fordi du så kan spare en masse vask af stofbleer (eller udgifter til engangs) - GLEM DET! Du kommer til at vaske masser af vådt tøj. Hvis du vil bruge back up ble (som jeg), kommer du til at vaske dem, hvis de er af stof, eller købe masser, hvis det er engangs (mere om valg af back up ble længere nede).
- Hvis du vil bruge EC, fordi du gerne vil reagere på dit barns signaler - GO FOR IT!
Hvornår?Nu har jeg jo prøvet begge dele, og jeg ville absolut ikke anbefale at starte med et større barn! Storebror var 5½ måned, og det var for meget. I stedet tror jeg, jeg ville skifte over til stofble, som er bedre for både huden og miljøet (for ikke at tale om pengepungen), og som jo også har den fordel, at de lader barnet mærke, at det har tisset.
Med Lillebror startede jeg ved hans fødsel, og det er meget bedre. Ikke dermed sagt, at jeg fanger alt - slet ikke. Vi har masser af våde bleer hver dag - forskellen er bare, at jeg er ligeglad nu :-) Men jeg ser hans signaler og reagerer på dem, så godt jeg kan - og det er faktisk ret godt, når jeg selv skal sige det :-)
Om ambitioner
Tænk over, hvad dit fokus er:
1. At fange al elimination.
2. At reagere på barnets signaler, når du ser dem.
Dit barn er ligeglad, om du fanger alt tis! Det er hvorvidt du reagerer på barnets signal, når du ser det, der tæller! Og lad endelig være med at slå dig selv oven i hovedet, hvis du misser et signal, som er tydeligt i bakspejlet - det er bare tis!! Nøgleordet her er altså at være afslappet. For mig er back up ble nøglen til afslappethed, da jeg ellers sidder og venter på, hvornår jeg pludselig skal skifte tøj for 6. gang den dag...
Back up ble
Med Storebror syntes jeg, at noget af det vigtigste var, at han ikke havde ble på. Derfor brugte jeg kun back up ble ude af huset. Derhjemme skiftede jeg så tøj på ham selv og mig, når han tissede. Det var en kilde til ret stor frustration til tider.
Med Lillebror brugte jeg ikke ble de første uger. Han lå svøbt i håndklæde, som jeg skiftede, når det blev vådt. Og faktisk synes jeg det er en god ide at prøve dette de første dage, så man kan lære barnets signaler at kende. Men derefter vil jeg klart anbefale at bruge back up ble. Jeg bruger øko. SwadleBees med hjemmestrikkede uldbukser ud over. Det er åndbart og bedre for både hud og miljø.
Ikke dermed sagt, at man ikke kan bruge EC med engangsbleer - det gør jeg faktisk lige nu, fordi vores vaskemaskine er i stykker :-) Men de lader ikke barnet mærke, at det har tisset, fordi de suger så meget, at de føles tørre. Det kan derfor være svært at mærke, om barnet har tisset i bleen, og barnet mærker heller ikke sammenhængen mellem følelsen af at tisse og at der bliver vådt.
Man kan også bruge training pants, som er små underbukser af et vandtæt lag (fx fleece) med sugende lag indeni.
Ture ud
Når vi tager herfra, bruger vi engangsbleer (Moltex). Det gør vi, fordi Lillebror hyler op, hvis han skal sidde med en våd ble, fordi han skulle tisse inde i bussen! Man kan ikke komme til at tisse sit barn alle steder (i forretninger kan man oftest godt), og der er ble en god ting.
Med Storebror brugte jeg stofbleer og training pants på ture, men han var som oftest tør, når vi var ude. Uanset hvad er det bedst at gardere sig, når man er ude.
NattenStorebror brugte ikke ble om natten fra 6-7 mdr., og det var faktisk lidt et pres. Jeg havde ikke sikret sengen og vågnede ved hver bevægelse for at mærke, om der var tis. Når jeg var sikker på, at han skulle, gik jeg ud til håndvasken, hvor han tissede, imens han sov videre med en babs i munden :-) Det gjorde jeg måske 2-4 gange om natten. Det var okay, fordi jeg kunne sove så længe som ham. Havde jeg skullet op på et bestemt tidspunkt, ville jeg have haft svært ved det.
LIllebror sov i starten på et håndklæde, og jeg havde lagt fleece under os for at beskytte sengen. Men hver gang håndklædet blev vådt, og jeg skiftede det, vågnede han op - altså oppe-i-2-timer vågen. Det var hårdt for os begge, og derfor valgte jeg at give ham engangsble på om natten. Det har han stadig, Han sover utrolig let, og jeg bryder mig ikke om at skulle være oppe midt om natten. Jeg tror han tisser 1-2 gange om natten (somme tider slet ikke), og det generer hverken ham eller mig at det er i en ble.
Men nogle børn generes faktisk ret meget af tis om natten. Det gjorde Storebror. Han blev urolig og ville ikke amme, før han så havde tisset, og det er meget almindeligt.
Renlig?
Storebror sagde konsekvent til, når han skulle tisse, da han var ca. 2½. Der sker faktisk somme tider smuttere nu mere end 1 år senere, hvis han har drukket helt vildt meget, men han har haft styr på det hele i lang tid - længere end de fleste børn, men ikke længere end nogle børn, jeg kender, som har brugt stofble. Som sagt tror jeg ikke, jeg ville have brugt EC med ham, hvis jeg havde vidst det, jeg ved nu, men vi klarede den :-) Og med Lillebror r jeg slet ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige at gøre.
Kommentarer
Du er altså en foregangskvinde, Sisse :-)
Tak fordi du har skrevet om det - ville ønske jeg havde læst det før.
Hej!
Jeg er blevet gjort opmærksom på din side via én jeg kender, da jeg spurgte hende om hun kendte andre der praktiserede EC.
Jeg er mor til Robin på lidt over 2 mdr. og vi har EC'et siden han var 4 uger med stor succes! Jeg elsker vores nærhed og den tilfredsstillelse det giver, at se ham blive forstået på alle hans behov - og ikke blot amning, søvn, leg osv., som det er almindeligt for en vesterlandsk baby.
Mon du kunne være interesseret i at være med i en net-gruppe af forældre, der EC'er? Jeg tror det kunne være interessant og lærerigt at kunne ty til andres erfaringer henad vejen og nettet giver os jo gode muligheder. Hvis du kender andre der EC'er, kunne du måske fortælle dem om min plan?
Hvor gamle er dine børn egentlig nu? Har I haft nogle gode oplevelser med emnet?
På forhånd tak! Også for at dele med os andre!
Kh.
Rebecca, Djursland.
hej rebecca.
tak for tilbuddet :-) men jeg har ikke rigtigt tid eller lyst til mere på mit bord. jeg er La Leche League Leader og har siden www.ammenet.dk, så jeg har spredt min sparsomme tid ud over så meget, jeg kan ;-)
jeg havde engang sådan en gruppe, men dengang var der ikke megen interesse. jeg ved at der for nogle år siden var en, der barslede med en sådan igen, som jeg også takkede nej til ;-) så prøv engang at se, om hun måske fik den op at stå, inden du starter en selv.
du kan prøve at skrive på nogle af de alm. fora, for der er vist en del flere nu, der gør det. fx på slyngebarn kan du finde andre.
mine børn er 7½ og 4 nu, og det er et år siden vi definitivt droppede bleer til den mindste. men jeg lærte en masse med ham, som jeg slet ikke havde fattet med den ældste, så det var jo rart. jeg kan ikke sige det nok: en afslappet holdning er altafgørende, og fokus må ikke være at fange alt tis, eller at bruge det som en succesparameter for ens forældreskab, og det har jeg desværre både selv prøvet OG set hos andre. men vi lærer jo alle :-)
god vind :-)
Hej, spændende indlæg, ved godt det er "gammelt" men har sådan lyst til at knytte en kommentar til det. Der er også en mellemvej. Da min ældste kunne gå, og begyndte at blive meget bevist, blev det godt nok svært for mig at se ham skulle stå og lave i bleen. Jeg synes det var uværdigt, og synd for ham. Så vi fik en potte på badeværelset, og da jeg kendte hans rytme, også selv om han gik i dagpleje, begyndte vi at bruge den, og senere et toiletbræt med trappe. Nu er han 26 mdr, og det er meget længe siden der har været stort i bleen (kan smutte ved dårlig mave). Tis fanger vi kun en gang i mellem, men han er begyndt at sige til. Han har en lillesøster på 8 mdr, og her forsøgte jeg EC, jeg hørte om det i niende måned, men måtte delvist opgive da jeg begyndte at passe ham hjemme fra hun var 4 mdr. Og følte mig som en fiasko. For det er svært at lægge tankegangen fra sig når først man har hørt om det, så istedet har vi faste toilettider, både for ham og hende (når nu vi har faste spise og sove-tider, hvorfor så ikke?). Og så på fornemmelsen ind i mellem. Og ingen bliver bundet til potten som i gamle dage! Vi læser, leger, synger. Og der går nu også langt mellem hun laver stort i bleen. Som er engangs. Vi har fundet "the happy medium". Måske er det ikke alle deres behov jeg hører, jeg er kun en mor til to meget små børn (i en lejlighed uden vaskemaskine), og det går ikke altid stille af herhjemme. Jeg gør det så godt jeg kan, hatten af for dem der praktiserer EC fuldt ud, det burde være pensum for alle, verden ville være bedre tjent med det.
Hej Marianne,
Tak for din kommentar :-) Jeg forstår hvad du mener - men du var bestemt ikke en fiasko! Faktisk synes jeg det er rigtig godt hvis man kan undgå at være for fokuseret på det - hellere lidt tis i en ble end en stresset mor, der hele tiden prøver at holde øje med signaler. Og det lyder som en rigtig god middelvej, du har fundet :-)
Skønt indlæg, som jo har nogle år på bagen..
Jeg har en datter på 7 mdr, og har vildt lyst til at prøve EC med hende. Men sådan som du beskriver det, så virker det til at det ville være dødsdømt på forhånd nu hun er så 'gammel'.
Jeg tænker måske en mellemvej, med stofbleer og så EC så godt som vi nu kan. Men kan hendes signaler være stoppet allerede tror du? Skal jeg bare prøve?
Tak for inspiration :-)
Kh Marianne
Tak Marianne :-) Ja, det er jo noget siden mine drenge var i ble-alderen - de er 10 og (snart) 7 ;-)
Jeg synes bestemt ikke det der døsdømt - prøv da endelig og se hvad der sker, men undgå fælden med at gøre det for meget til et projekt. Lad mig høre hvordan det spænder af :-)
Tilføj kommentar